Gerda Bruhn og Svend Orla Larsen udstiller frem til og med søndag 20. september

SNESTED: Efteråret står for døren, og det er tid for udstillinger i mange kunstforeninger. Det gælder også for kunstforeningen Grønt Lys i Snedsted.

Lørdag 12. september var der fernisering på foreningens efterårsudstilling i Snedsted Sognegård. Udstillingen var planlagt til at vare en længere periode, men på grund af coronasituationenen er udstillingstiden blevet væsentlig reduceret til blot en uge. Udstillingen kan således ses hele uge 38 kl. 14-17 og slutter søndag 20. september kl. 17.

Årets to udstillere er Gerda Bruhn og Svend Orla Larsen. Gerda Bruhn kunstmaler, og hun udstiller farverige malerier. Gerda Bruhn fortæller, at når hun starter på et maleri, så er det i og for sig maleriet selv, som bestemmer, hvordan det bliver:

- Jeg har nogle ideer, og så går jeg i gang, men maleriet er helt sit eget, siger hun.

Motiverne er både abstrakte og naturalistiske, og hun maler også på bestilling. Udover at male selv holder hun malerkurser for både voksne og børn. Hun er en meget alsidig kunstner, og hun forsøger til stadighed at forny sig ved inspiration og på kurser.

Svend Orla Larsen er uddannet fagmaler, men hans interesse i at arbejde med sten kom for mange år siden. Han fremstiller smukke skulpturer i mindre sten. Stenene finder han hovedsagelig på strandene rundt omkring - for det meste i Thy, men også for eksempel i skrænter, klinter o.s.v.:

- Nogle tror at sådan en lille skulptur laver man lige på en eftermiddag, men sådan er det ikke. Det kræver, at der anvendes både hammer og mejsel, sandpapir - og af og til en vinkelsliber. Sten er smukke i sig selv, men endnu smukkere, når der kommer vand på. Så fremtræder mønstre og kontraster meget mere kraftigt frem, siger Svend Orla Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...