Seks jubilæer blev fejret hos Skat i Thisted - de fem fik Dronningens Fortjenstmedalje i sølv

THISTED: Der var sølv til brystet og spidstegt pattegris fra grillen, da ikke færre end seks kollegaer fredag 9. august samlet fejrede 225 år hos Skat i Thisted - fem gange 40 og én gang 25 år.

Et bevis på, at trods utallige sparerunder og omlægninger, så er det let for medarbejderne at blive længe hos Skat. For medarbejderne er så glade for deres arbejdsplads, at de ikke kunne tænke sig andet.

Fem kollegaer fik Hendes Majestæt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv efter 40 år hos Skat. Nogle var dog ansat i de tre Thy-kommuner, indtil skatteinddrivelser blev samlet under den statslige styrelse Skat fra 2005 (fra 2017 opdelt i syv styrelser, red.).

Anne Grethe Jensen, Lønnerup, Tommy Iversen, Hanstholm, Hanne-Marie Andersen, Thisted, Karen Vestergaard, Koldby, og Marianne Mejlsø, Thisted, havde 40-års-jubilæum 1. august i år og fik dermed en sølvmedalje. Samtidigt havde Ulrich Nicolaisen, Thisted, 25-års-jubilæum.

Og hvorfor så egentlig blive på arbejdspladsen, når der med jævne mellemrum, med skiftende folketingsflertal, er grå fyringsskyer i horisonten. Forklaringen er enkel, synes Anne Grethe Jensen:

- Der er ikke den opgave, vi ikke har fået lov at løse. Vi har alle oplevet at være i forskellige afdelinger gennem årene og prøvet det meste, også at være i fyringsfare. Men vi har gjort det sammen som kollegaer. Det har tømret os sammen i et godt sammenhold, og det er også en del af forklaringen på at Skat er en god arbejdsplads.

Snart skal de fem 40 års jubilarer i audiens hos Dronningen for at takke for fortjenstmedaljerne. Det gør de naturligvis også sammen - efterfulgt af sightseeing i hovedstaden.

Skat i Thisted har i øjeblikket i alt 190 ansatte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...