Pia Stjerslev vil dog fortsat sy i sin fritid, selv om hun får fuldstidjob hos Morsø Kommune

THISTED: Thisteds eneste special-sy-shop lukker. Indehaver Pia Stjerslev har - efter knap tre år - besluttet at lukke forretningen i Frederiksgade - og i stedet gå tilbage til sit tidligere fag og blive pædagogisk konsulent i Morsø Kommune i en 30-timers-stilling.

Hendes passion for syning og kundernes mulighed for at få sået specialdesignede kjoler slutter dog ikke helt. Kunderne vil stadig kunne få syet kjoler, få lavet skrædderarbejde og købe metervarer - hjemme fra bopælen via Dress & design’s webshop.

- Det har været sjovt, lærerigt og en god tid, som jeg ikke ville have undværet. Jeg har også en stor og trofast kundegruppe. Men jeg er kommet til den erkendelse, at det at drive en lille butik bare kræver alt for mange timer hver uge - 50-60 timer er minimum. Og når man er alene, ja, så hænger alle arrangementer på én selv, og man har meget lidt fri, siger Pia Stjerslev og fortsætter:

- Derfor vender jeg lidt tilbage til mit gamle fag, men forsætter alligevel med at sy. Jeg kommer ikke til at slippe det at sy og servicere mine kunder. Det kommer bare til at foregå hjemmefra efter min arbejdsdag, siger Pia Stjerslev.

Hun havde, inden hun blev sy-dame på fuld tid med specialbutik, en flerårig fortid som børnehaveleder og områdeleder for børnehaverne i Thisted Kommune.

Pia Stjerslev vil også gerne have frem, at det ikke er på grund af økonomi, hun vælger at lukke butikken:

- Hvis man har muligheden for at investere de mange timer i det, så kan det sagtens give en årsløn, siger hun.

Nu skal butikken afvikles - ophørsudsalget er i gang. Kjolerne, metervarerne og tilbehøret er allerede sat ned med 30-50 pct.

- Alt sytilbehør er jeg glad for, at Smykkegaarden overtager, så kunderne fortsat kan få sytilbehør i Thisted, siger Pia Stjerslev.

Pia Stjerslev starter på sit nye job 19. august, og derfra vil Dress & design i Frederiksgade kun have åbent på udvalgte dage, indtil butikken er tømt. Derfor er sidste åbningsdag ikke sat præcis. Men det bliver omkring 1. september.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...