Søndag 31. marts er der affaldsindsamling i hele Danmark

THY/HANNÆS: Søndag 31. marts er der affaldsindsamling i hele Danmark.

Den årlige indsamling lever af lokale ildsjæle, der for en dag skifter sofaen ud med affaldssækken. Nu søger Danmarks Naturfredningsforening (DN) affaldsindsamlere der vil vie en søndag for naturen og lokalsamfundet.

Det er et frivilligt arbejde der batter noget. Et synligt og ikke mindst tungt resultat viste sig sidste år, da ikke mindre end 173 tons affald blev indsamlet sidste år - heraf ubegribelige mængder af tomme dåser : 102.000 stk. 90 procent af dem var uden pant.

Men ellers er det utroligt hvad der ender naturen. Indsamlingen i 2018 bød på: et røntgenbillede af et lårben, sko i str. 55 og en mumificeret kat var bare nogle af de mærkværdige ting, som børn fandt på Affaldsindsamlingen 2018.

Der blev også fundet en flaskepost fra 1999 og et billede fra 2. verdenskrig.

En beboerforening fandt desuden en cola, hvis udløbsdato var overskredet med 28 år.

Affaldsindsamlingen ruller igen søndag den 31. marts, men det ville ikke være muligt uden de mange lokale frivillige.

Der er nu åbent for at oprette lokale indsamlinger, og det har hundredvis allerede gjort.

Affaldsindsamlingen er efterhånden en folkebevægelse. Sidste år blev der afholdt 1.000 indsamlinger i hele landet, hvor det blev til 173.000 kilo affald.

DN opfordrer lokale ildsjæle til at oprette egne indsamling og invitere naboerne eller hele byen. Opret din indsamling senest 1. marts. En uge inden Affaldsindsamlingen modtager man som indsamlingskoordinator en deltagerpakke med affaldssække.

Man kan selvfølgelig også tilmelde sig kun som indsamler - ved at melde sig til en ide lokale indsamlingshold i Thy.

Man kan se mere på www.affaldsindsamlingen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...