TMC-løbet er delt i fire klasser for ca. 40 deltagere og udgør såvel femte afdeling af DM som fjerde afdeling af de jysk-fynske mesterskaber

THY-HANNÆS: Så er der danmarksmesterskab i bilorientering i Thy lørdag 24. august med start- og målsted hos Thisted Motor Compagni på Løvevej i Thisteds industrikvarter. Men hvor ruterne eller præcis går hen, ønsker løbsledelsen ikke røbe. For det må deltagerne naturligvis ikke kende til på forhånd.

Løbsledelsen består af Ole Bach og Bjarne Agesen fra Thy Motor Sport samt Ole Skov, tidligere Bedsted. Der ventes omkring 40 af landets bedste bilorienteringskørere til løbet, som er fjerde afdeling af de jysk-fynske mesterskaber og femte afdeling af danmarksmesterkabet - kaldet TMC-løbet.

Deltagerne er inddelt i fire klasser efter sværhedsgrad, nemlig M-klassen (mesterklassen), A-klassen, B-klassen og C-klassen. Løbslængden for klasserne er fra 65 til 80 km, men det kan nemt blive til flere kilometer, hvis kortlæseren ikke får fundet den rette vej på kortet. Så må chaufføren enten bakke eller vende om.

Ruten omfatter mange private veje, og løbsledelsen har brugt mange timer på at kontakte de forskellige lodsejere:

- Vi takker for den store velvillighed, vi har mødt hos de mange lodsejere, siger Bjarne Agesen fra løbsledelsen.

Thy Motor Sport har også selv deltagere med i løbet. I M-klassen deltager Børge Holm sammen med makkeren Jørn Mørup fra Struer. De er allerede nu sikre på danmarksmesterskabet efter de fire første afdelinger, men mangler fortsat at sikre sig det jysk-fynske mesterskab. De er favoritter til at vinde M-klassen ved løbet i Thy.

I A-klassen har Thy Motor Sport to mandskaber med, nemlig Erik Hald og Bjarne Madsen samt Finn Hvidberg og Bjarne Nielsen. De deltager ikke i danmarksmesterskabet, men kan begge med en god placering i TMC-LØBET fortsat kæmpe med om medaljer i det jysk-fynske mesterskab.

Man kan læse mere på hjemmesiden: www.thymotorsport.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...