68-årige Per Blak fra Thisted har opfundet knudebeskytter til vimpler på flagstangen

THISTED: Mange flagstænger prydes i dag af rødhvide vimpler, der viser vindretningen, og som i modsætning til Dannebrog ikke skal tages ned hver aften.

Men kraftig vind og vimpler leger ikke så godt sammen.

For vimpler har det med at slå knuder i den kraftige vind.

Det satte 68-årige Per Blak sig for at lave om på. Så han har opfundet en vimpelskåner - et ca. 30 cm langt rør med gummidutter i hver ende. Vimpelskåneren - eller knudebeskytteren, som han kalder den - sættes på enden af vimplen.

I sommer tog han EU-patent på sin opfindelse, og nu mangler han en producent, der vil købe idéen af ham.

- Jeg skal sælge mit patent. Havde jeg været 30-35 år, så havde jeg selv produceret og solgt vimpelskåneren. Men nu mangler jeg en virksomhed, der vil købe patentet af mig, siger Per Blak.

Han har haft flere af sine prototyper ude, fort at blive afprøvet.

- De har været afprøvet i samtlige storme, vi har haft. Og ikke en eneste vimpel har slået knude. Ikke engang helt ved havet i Klitmøller, hvor der også hænger en, siger Per Blak.

Han kalder sin opfindelse for helt Flintstone-agtigt.

På grund af corona har Per Blaks møder med Thy Erhvervsforum med henblik på at finde en køber været sat i bero.

Men han håber da, at den rigtige person kontakter ham.

- Så har jeg nemlig også en anden opfindelse klar, som jeg har taget patent på, en ”klumpedumpe”, fortæller han og viser et par tøjklemmer af træ, som er limet sammen.

Med klumpedumpen kan man gøre den ene side fast i fx. en notesblok. Den anden side kan så bruges til at holde en kuglepen.

- Mange bruger jo et rionet som opslagstavle. Her er den oplagt. Den er også oplagt som reklameartikel med virksomhedens navn på eller som gaveidé, siger Per Blak.

Opfindesomme Per Blak har ingen aktuelle opfindelser i støbeskeen.

- Man jeg kan jo selvfølgelig hurtigt komme på noget, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...