Simon Foldager og kæresten Signe Dam er kommet i gang med deres Fish & Chips-salgsvogn

HANSTHOLM: Det handler om at kombinere en god ide, friske råvarer og en god familieopskrift, for familien Foldager fra Hanstholm.

Nu er ide blevet til virkelighed, og Hanstholm Fish & Chips er opstået - som rullende køkken og salg.

I weekenden blev det nye koncept prøvet af - og kunderne kunne lide det.

- Mine forældre, som har Havnecafeen, var begyndt at sælge fish and chips, efter min bedstefars egen opskrift. Så kom ideen: hvorfor ikke komme endnu længere ud, og sælge fish and chips med en salgsvogn - sådan streetfood-agtig, fortæller Simon Foldager.

Så gik det hurtigt fra ide til virkelighed, nu er vi i gang og har fået en fast base ved P-pladsen ved bunkersmuseet i Hanstholm.

Herfra skal vi køre ud til alle mulige begivenheder i Thy, der samler folk. Hvor vi må holde, og tilbyde folk en superlækker specialitet - håndskåret frisk direkte fra Hanstholm fiskeauktionen med lækre chips og hjemmelavede dressing.

- Vi er lige startet. Men vi har allerede en masse steder i Thy i tankerne vi gerne vil ud og præsentere vores produkt, siger Simon Foldager, der er student på handelsskolen i Thisted. Han passer F & C vognen sammen med kæresten Signe Dam, fra Vestervig, der studerer på 3. år i Viborg.

- Det hele starterede egentlig hos min afdøde bedstefar Ejgil Foldager, som i sine unge dage var i Skotland. Her spiste han en masse fish and chips og tænkte det kan han lave bedre. Så fandt han frem til sin helt egen opskrift, naturligvis hemmelig. Det er den vi nu benytter til frisk fish and chips - direkte fra Hanstholm, fortæller Simon Foldager, og fortsætter: friskheden i råvarerne er vigtig for os. Derfor køber vi fisken selv på aktionen, som især er kuller.

- Vi laver selv dejen og rører vores egen tartar-dressing. Vi har fundet nogle lækre rustikke chips og vi synes selv at det er rigtig godt.

Simon og Signe vil nu dukke op en stribe lokaliteter og til begivenheder i Thy, blandt andet i Klitmøller.

Men allerede på onsdag til By Night i Thisted, får thyboerne for første gang mulighed for at sætte tænderne i en knasende frisk gang fish and chips fra Hanstholm.

Her vil vognen stå på Store Torv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...