Topkok Anita Klemensen kommer til Thisted for at inspirere ”Det Gamle Røgeri” i køkkenet

THISTED: Det har været et meget travlt år for Vivi Lynge, siden hun for godt et år siden overtog restaurant og fiskesalg Det Gamle Røgeri i Thisted.

Og når der er travlt, og hver en time og hvert et minut bruges på at drive forretningen, så er det svært at finde tid til udvikle og forny sig - finde på nye retter og nye måder at tilberede mad på.

Derfor var Vivi Lynge ikke sen til at sige ”ja-tak”, da hun i december fik en henvendelse med et tilbud om, at fiskerestauranten over to dage kunne låne en top kok fra ”Michelin-klassen”.

20. og 21. januar bliver derfor helt særlige dage for Det Gamle Røgeri og for husets kunder, når den anerkendte topkok Anita Klemensen kommer til Thisted for at inspirere ”Det Gamle Røgeri” i køkkenet. Hun var Danmarks første kvindelige restauratør der vandt en Michelinstjerne, da hun drev restaurant ”Den Røde Cottage” i Dyrehaven nord for København.

Hun følges af hjælpere og et kamerahold fra TV2, til en udsendelse om ”Kokkerejseholdet” fra FOOD (Food Organisation Of Denmark. red) på tur rundt i Danmark.

- Det er ikke fordi vi skal lave noget om. Alt det gode vi er kendt for og som kunderne elsker, bliver der ikke ændret på. Men jeg har længe haft lyst til at lave nye retter til vores menukort. Det får jeg nu chancen for - sammen med superprofessionelle folk. Oveni købet af Anita Klemensen, som jeg jo ved hvem er, og som kender Thy og de råvarer vi har her, siger Vivi Lynge.

Hun glæder sig til to spændende og inspirerende dage.

- Jeg vil ikke fortælle i detaljer om nye retter jeg har lyst til at lave. Men en stortartelet med lækker fyld af fisk og skaldyr er en af ideerne, som vi kommer til at arbejde med. Men det kan også blive en ny fisk/skaldyrssuppe, nye frikadelletyper, salater og take-away. Jeg skal komme med et oplæg og i samarbejde med holdet gøre alt klar, blandt andet med de friske råvarer der skal bruges. Så må vi se hvor vi ender. Jeg glæder mig helt vildt, siger Vivi Lynge, der på dagen har indkaldt ekstra personale.

For restaurant og butik er almindelig åben.

Der kommer den ekstra krølle på historien, at det er planen, at gæsterne får mulighed for at bestille de nye retter og smage dem den sidste dag kokke-rejseholdet er der.

Det er planen at omkring 40 spisesteder rundt i landet skal besøges i 2020 af Kokkerejseholdet fra FOOD.

Stifter og Direktør for FOOD, Pelle Øby Andersen, fortæller, at Det Gamle Røgeri i Thisted er udvalgt med hjælp af folk med forstand på det lokale.

- Det Gamle Røgeri er et populært sted med et stort potentiale. Gode folk der arbejder hårdt med deres sted. Dem vil vi gerne hjælpe, og med Anita Klemensen kan det kun blive godt. For hun kender jo stedet rigtigt godt, lyder det fra direktøren for FOOD.

Begge ”Michelin-dage” har Det Gamle Røgeri Thisted åbent fra 10 til 20.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...