Det gamle Røgeri i Thisted har fået nye ejer og fra 1. november overtager Vivi Lynge Hald fra Thisted fiskerestauranten, der også har salg af røgvarer og frisk fisk.

Det Gamle Røgeri - Thisted blev åbnet 12. december 2013, som en afdeling af restauranten af samme navn i Hanstholm. Netop i Hanstholm har Vivi Lynge Hald arbejdet siden marts. Her faldt snakken på at afdelingen i Thisted, som hidtil har været forpagtet ud, skulle sættes til salg.

- Jeg fik en snak med Johnny (Segato.red), og i løbet af kort tid var handlen faldet på plads, fortæller Vivi Lynge Hald.

Hun glæder sig nu over for første gang at stå bag disken i egen forretning.

Hun er oprindeligt uddannet som butikslagter og delikatesse for tre år siden. Siden har hun været i institutionskøkken.

- Men jeg manglede noget mere gang i den - mere fart på. Det fik jeg i Hanstholm - hvor der var dejlig travlt, siger den nye indehaver af Det Gamle Røgeri i Thisted.

- Der bliver ikke umiddelbart de store ændringer efter 1. november. Jeg vil fortsat tilbyde de kendte ting, blandt andet det berømte stjerneskud. Menukortet køres videre, måske med nogle af mine egne nyheder hen ad vejen.

Vivi Lynge, der er fyldt 50 år, glæder sig til sin nye tilværelse.

- Jeg kaster mig lige ud i det. Men jeg er frisk på udfordringen. Ikke mindst med hjælp af huset dygtige medarbejdere, som jeg alle beholder.

Nu venter to travle måneder med travlhed i både restaurant og køkken - ikke mindst med ud af huset.

- Vi tilbyder en klassisk julefrokost. Men det er også blevet rigtig populært at få en anderledes julebuffet. Vi tilbyder blandt andet vores tapas-menu som er et lækkert alternativ, til den kendte klassiske julebuffet, lyder det fra Vivi Lynge Hald, der netop har fået restauranten med plads til 60 gæster frisket op med ny dekoration.

De nye tider hos Det Gamle Røgeri - Thisted markeres med gode tilbud og ikke mindst reception lørdag 3. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...