Indpumpning af 588.000 kubikmeter sand - arbejdet er netop er påbegyndt

HANSTHOLM: Der skal skabes 135.000 kvadratmeter nyt baglandsareal ved udvidelsen af Hanstholm Havn. Det skal ske ved indpumpning af 588.000 kubikmeter sand - et arbejde der netop er påbegyndt.

Sandsugeren Idun R fra Rohde-Nielsen er netop ankommet til Hanstholm, og skal suge og pumpe sand indtil 22. december, 24 timer i døgnet.

- VI fjerner sand fra hele området i og omkring den nye indsejling. Her skal der alligevel uddybes helt ned til 11 meter. Så passer det perfekt at vi kan bruge sandet til at fylde baglandsarealet, fortæller projektchef Mogens Steen Pedersen fra Per Aarsleff AS, og fortsætter:

- Gennem vores rørledning ude fra skibet, pumper vi ind og fylder på fra land og ud, og langs den gamle øst mole og langs den nye. Det er primært i yderhavnen og udenfor molerne at der skal suges.

På et tidspunkt skal der også suges sand i det nye havnebassin. Her er der dog ikke de store mængder at hente.

Alle steder skal der også fjernes kridt for at nå de ønskede vanddybder på 10 og 11 meter.

Det materiale der hentes her, skal dumpes på en plads i Vigsø bugt. Dette materiale er ikke egnet til at fylde op med.

Mogens Steen Pedersen fortæller også, at nedbrydningsfirmaet Kingo er ved at gøre klar til bryde hul fra forhavnen og indtil det nye havnebassin i øst.

I første omgang skal der fjernes tre sænkekasser - det arbejde påbegyndes i kommende uge.

Sandsugeren Idun R er 79 meter lang og har en lastkapacitet på 2176 kubikmeter sand.

Der skal suges og pumpes 7.000-10.000 kubikmeter sand pr. døgn i Hanstholm.

Tekst og Foto: Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...