I weekenden var en stribe solister og grupper i Thisted Musikteater

THISTED: 30 hits og dansktop-ørehængere var på menuen, da Dansk Slagerparade med en stribe Dansktop-solister og grupper var forbi Thisted Musikteater i weekenden.

260 havde indløst billet til en herlig lørdag aften med Bjørn Tidmand, Bjarne Lisby, Klaus og Servants og Anne Karin med flere i Dansk Slager Parades 2019-show.

Henover efteråret og vinteren øver udvalgte solister og musikere sig på dét musikshow, som under navnet Dansk Slager Parade stævner ud på landevejene hvert år i januar og februar for at underholde publikum i en række danske byer med hits og ørehængere fra flere årtier.

Bjørn Tidmand gav, ud over den med sommerfuglen, også Rosen er rød min ven.

Bjarne Lisby havde naturligvis ”De gamle bowser” med.

Klaus og Servants bankede tre gange i loftet med kosteskaftet på vejen til Herstedvester.

Derudover brød showet på unge Louise Espersen, der viste sit talent med sange som Jeg siger Hallo-hallo.

Anne Karin Borberg sang sange som Trine Dyrhold-succesen Slentre ned ad avenuen, og revykunstneren Pernille Schrøder sang sange som Lone Kellermanns Se Venedig og Dø.

Showet blev afsluttet med en hyldest til Kim Larsen, hvor alle kunstnere var på scenen og sang et Larsen-medley. ?Dansk Slager Parade startede i Næstved den 12. januar og slutter i Viborg den 24. februar.

Udover Thisted kommer den undervejs på sin turné gennem Aabybro, Sønderborg, Jordrup, Vejle, Bogense, Skjern, Struer, Gørlev Maribo, Ringsted, Greve, Varde, Ans, Ferritslev og Randers.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...