Comedyklubben er atter på spil i Thisted

THISTED: Comedyklubben er atter på spil i Thisted.

Onsdag 4. marts er Brian Mørk, Carsten Eskelund og Tjelle Vejrup på scenen i Thisted Musikteater.

Brian Mørk er standup komiker og manuskriptforfatter, bedst kendt for sit talkshow Brian Mørk Show. Han er også kendt fra utallige TV-sammenhænge - netop nu i den uendelige serie ”Krejlerkongen”.

Han er også ”husven”af Hanstholm Madbar og viste sit show der i 2019.

Carsten Eskelund er en af vores favoritter hos Comedyklubben, lyder det fra pressematerialet: ”En af landets allersjoveste mennesker, der elsker at snakke med publikum og har de mest besynderlige betragtninger på samfundet og hverdagen. Eske er en legende, og vi glæder os så meget til at tage ham med ud til comedy i nærheden af dig”.

Aftenens vært er Tjelle Vejrup. Uanset om publikum er 14 eller 70, er Tjelle den rette komiker for alle. Med over ti års erfaring har han underholdt stort set alle typer publikum til alle typer arrangementer. Han er en nærværende komiker, der ser sit publikum i øjnene og inddrager dem, så man føler sig talt med – og ikke til.

Stilen er jysk og tilbagelænet, uden stress, men samtidig i et tempo, hvor opmærksomheden holdes fast, og ingen føler sig efterladt. Med et standup-sæt, der har stået sin prøve foran både unge, gamle og midt imellem, og et stærkt gen for at improvisere, er man garanteret et personligt show, hvor kinderne gør ondt af at grine og smile.

Man har oplevet Tjelle Vejrup i v-programmer som ’Versus’ på DR1, ’Rundt På Gulvet’ på TV2 og klassiske programmer som ’Live Fra Bremen’ og ’Bingo Banko’, hvor han for år tilbage fik sit første gennembrud.

Billetter: www.comedyklubben.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...