Klaus Guldsmed er klar med de svatakkede bølger som smykker

THISTED: Du finder logoet med de savtakkede bølger i toppen af flagstænger i Thy, som bolcher og på tøj. Alle hopper med Cold Hawaii-bølgen.

Nu kan man også få de genkendelige svatakkede bølger som smykker.

Bag initiativet med at få designet og fremstillet de første Cold Hawaii smykker står Klaus Guldsmed fra Thisted.

- Jeg ville gerne lave et smykke med Cold Hawaii logoet på. Også fordi kunder har efterspurgt det, fortæller Klaus Guldsmed, og fortsætter:

- Jeg kontaktede derfor Christina Jewelry, som jeg har samarbejdet med siden 2012. De var med på ideen. De fik designet og fremstillet smykket, og nu fås Cold Hawaii bølgen foreløbigt i to charms. En i sølvforgyldt og en i sølv.

- Smykkerne kan bruges til Christinas læderarmbånd, men kan reelt bruges i hvad man nu har, læder, en guldkæde eller som øreringsvedhæng, siger Klaus Guldsmed, der tror på stor interesse for det helt lokale smykke.

- Især fordi folk i Thy er vilde med Cold Hawaii. Og vil man med på bølgen, så at sige, så er det til en pris så alle kan være med. Det koster nemlig fra 300 kroner og ned, siger han.

Skulle man have lyst til at spendere lidt mere på sig selv, så kan det specialfremstilles i guld.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...