Kunderne er glade, og flere har sagt at de har savnet at komme i kiosken

HANSTHOLM: Hanstholm Centrets kiosk er en af de butikker som har været rigtig savnet i corona-lukkeperioden.

Mandag kunne bestyrer af kiosken Henriette Andersen for første gang trille gadevarerne ud igen.

- Jeg er bare glad på mine kunders og mine egne vegne - endelig at komme i gang igen. Jeg har gået hjemme længe nok. Nu er det dejligt at være på arbejde igen efter at vi blev lukket den 19. marts. Nu har vi åben næsten som normal. Der mangler stadig lidt varer på hylderne, som endnu ikke kan leveres normalt. Det er blandt andet ugeblade. Men det kommer snart på plads. Det samme gælder issalg og bland-selv slik. Det sidste bliver med ekstra hygiejnen med afspritning og handsker. Vores spillehal er lukket. Her åbnes når vi får at vide hvornår og hvordan, siger Henriette Andersen, der fortæller, at det har været en hård tid for butikken.

Center Kiosken er en del af en kioskgruppe, hvor alle medarbejdere har været hjemsendt under den offentlige lønpakke.

- Kunderne er glade, og flere har sagt at de har savnet at komme i kiosken. Det er da rart at få den besked, siger Henriette Andersen.

Hun har et ekstra godt lokkemiddel for at få kunder hurtigt tilbage i butikken - så længe det varer: afgifterne på cigaretter er blevet sat op i coronapausen.

Kiosken har derfor stadig mange tobaksvarer til gammel pris.

De nye priser på eksempelvis en pakke grøn Cecil er 64 kroner.

Før var det 49 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...