Butikken er midlertidig flyttet til Vestergade 26 A

THISTED: På mandag genåbner Busk Lædervarer i helt nye omgivelser.

Butikken er midlertidig flyttet til Vestergade 26 A, hvor Annemarie Kofoed og sine medarbejdere har indrettet sig i et spritnyt renoveret butikslokale.

Busk Lædervarer, nederst i Storegade, måtte lukke 2. maj, da nabobygningen blev ramt af en eksplosionsbrand, der betød at genåbningen af læder og taskebutikken på stedet havde lange udsigter.

- Vi stod jo for at skulle fejre vores 50 års jubilæum dagen efter. Det kunne jo ikke lade sig gøre. Jeg ville meget gerne i gang igen, og mit forsikringsselskab var med på den. Jeg har så kigget på mange lejemål i Thisted - og fundet stedet her i Vestergade. Det er lidt mindre end vi var vant til. Men jeg synes det er blevet en fin forretning, meget velbeliggende. Nu er vi genhuset i et halvt til et helt år, fortæller Annemarie Kofoed, der forsætter:

- Vi har jo gået og gjort klar, og mange har kigget indenfor. Vi har fået mange positive reaktioner - så jeg har en god mavefornemmelse for den nye placering, vi nu har forretningen på.

Med genåbningen af Busk Lædervarer, bliver der også nogle rigtige ”brand-tilbud” at gå på jagt efter.

En masse fine varer, Fjällräven rygsække, tasker og kufferter fra den gamle butik, som ikke blev skadet indvendig, sælger Annemarie Kofoed med rabatter op til 75 procent.

Annemarie Kofoed håber, at mange kommer forbi og besøger den ”nye” udgave af Busk Lædervarer.

- Jeg har lidt godt til ganen, lyder det fra butiksindehaveren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...