Den populære cykelsti mellem Hanstholm og Klitmøller har det skidt

KLITMØLLER: Den populære cykelsti mellem Hanstholm og Klitmøller har det skidt.

Trods stien kun er 10 år gammel er den hærget af utallige - op til 10 cm høje buler.

Et problem, der er blevet større de senere år.

Ikke kun er bulerne vokset i højden. Også antallet af buler er vokset betydeligt.

På nogle stræk er der ikke mange cm mellem bulerne og det er forbundet med fare at cykle på stien - med mindre man er meget opmærksom og evner at styre udenom de vulkanlignende buler.

Nu har Thisted Kommune endnu engang besluttet sig for at gøre noget - så stien igen kan blive farbar på cykel og rulleskøjter

Så snart vejr og især vand gør det muligt, går vejfirmaet NCC i gang med at slibe bulerne væk.

Det fortæller Kurt Bennedsgaard, driftsleder fra Thisted Kommune:

- Vi er nødt til at gøre noget. Vi har derfor besluttet at fræse toppene af. Bagefter skal det så vurderes om der skal asfalt i eller om der kun skal forsegles med sort bitumen, som vi gør mange steder på vejene, for at lukke revner. Det er ikke den bedste løsning for stien, men der er den der er økonomi til nu, fortæller driftslederen.

Cykelstien med Hanstholm og Klitmøller blev indviet i sommeren 2010.

Den var første del af det nu omfattende stisystem i Nationalparken, som blandt andet forbinder Bulbjerg med sydspidsen af Agger Tange.

Hele sti-pakken har kostet 45 mio. kroner, hvoraf Arbejdsmarkedets Feriefond bidrog med 30 mio.

Resten er skaffet gennem tilskud fra andre fonde og fra Thisted Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...