Landsbyklyngen Nors, Tved og Øster Vandet kalder til borgermøde om områdets udvikling

NORS: Landsbyklyngen Nors, Tved og Øster Vandet kalder til borgermøde om områdets udvikling onsdag eftermiddag 5. februar på Nors Skole.

De tre landsbyer i det nordlige Thy, Nors, Tved og Øster Vandet går nu sammen om at udvikle området. Startskuddet lyder til et stort anlagt borgermøde onsdag 5. februar 2020 på Nors Skole. Her inviterer Lokalrådet til en spændende aften, hvor målet er at få alle gode ideer frem og få gang i en række arbejdsgrupper, der kan gennemarbejde ideerne. Bagefter bliver det hele samlet i en fælles udviklingsplan, hvor området får fælles mål og planer.

- Vi vil på borgermødet sætte fokus på, at vi i fællesskab udvikler vores område, når det gælder eksempelvis bosætning, byggegrunde, erhvervsudvikling, forskønnelse, fællesskab, skole og børnehave, trafiksikkerhed, samarbejde mellem foreninger, markedsføring og grønne initiativer mm. Der er virkelig mange muligheder for at sætte gang i fælles nye udviklingstiltag, som både kan gavne de nuværende borgere og kan tiltrække tilflyttere, siger Jens Otto Nystrup, der er formand for Lokalrådet.

Han og resten af Lokalrådet håber på, at mange vil bakke op og komme til borgermødet. For at få børnefamilierne til at komme, indbydes der både til fællesspisning, og så er der børneaktiviteter under mødet.

- Så kan forældrene stille og roligt komme med og de kan koncentrere sig om selve mødet, mens børnene leger med nogle andre voksne, siger Jens Otto Nystrup.

Fællesspisningen starter kl. 17.30 og selve mødet kl. 18.30. Der er brug for tilmelding, hvis man vil spise med, og det koster kun en flad halvtredser for voksne og er gratis for børn.

Lokalrådet har tilknyttet landdistriktskonsulent Jeanette Lund projektet. Hun vil lede borgermødet - og efterfølgende samle og udarbejde udviklingsplanen.

- Det særlige ved Nors, Tved og Øster Vandet er, at området fortsat har skole, børnehave, købmand, hal og en hel del erhvervsliv. Derfor er der rigtig meget at bygge på. Beliggenheden gør også, at der er god mulighed for at tiltrække nye folk, for rigtig mange danskere går og drømmer om at flytte på landet og komme tættere på naturen, forklarer hun.

Jens Otto Nystrup opfordrer alle til at sætte X i kalenderen, og glæder sig til at komme i gang.

- Vores mål er, at vi til sommer har en fælles udviklingsplan for hele klyngeområdet, som sætter en helt ny udviklingsdagsorden for vores skønne område. Derfor håber vi, at rigtig mange vil komme til borgermødet med ideer og handlekraft, så vi kan få skudt arbejdet godt i gang, siger han.

Der er Tilmelding til Inger Svane på 24 26 58 22 (sms eller tlf) eller inger.svane@gmail.com inden 29. januar.

Der er børneaktiviteter under selve mødet

Man kan se mere på Norsby.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...