Børnehuset Kathøj er begyndt at tage på tur med de tre-fire årige brumbasser

THISTED: For fire måneder siden begyndte Børnehuset Kathøj i Tilsted at tage på tur med de tre-fire årige brumbasser. Og når man så er en byinstitution, med trafikerede veje omkring, så er trafiklæring vigtigt.

Derfor har institutionen naturligt valgt, at hver gang turen går ud af huset, så skal børnene trænes i trafiksikkerhed.

- Vi bruger hver en lejlighed til at lære børnene hvordan man gør i trafikken. Hvordan man krydser vejene og lærer at bilerne skal man passe på, siger Pia Jensen, mens hun ser først til den ene side, så den anden side og så igen, før børnene hånd i hånd, to og to, lydigt går over den stærkt befærdede Hundborgvej. Her har de lige stået af bussen efter fødselsdagsbesøg i Thorsted. ?- Det er faktisk utroligt, hvad børnene allerede har forstået og lært efter kun fire måneder. De er virkeligt blevet gode. De ved nu at bilerne og trafikken skal man passe på, siger Janne Odgaard, en anden af de voksne der var med gruppen på 16 børn.

Tydeligst forklarer lille Otto Boesen det:

- Kigger man sig for, så er det ikke farligt. Men glemmer man at kigge sig for - så er det farligt, siger han.

Børnene går videre. Der er endnu et par gader der skal krydses, før de er hjemme igen.

Men hver gang børnene gør det - bliver de dygtigere til at passe på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...