Home Start Thy inviterede 70 børn til legedag hos PAU-pædagogerne i SOSU-skolen i Thisted

THISTED: Der var gang i hula-hop-ringe, ansigtsfarver, balance-baner, perler og jungle-buffet, da Home Start Thy inviterede 70 børn til legedag hos PAU-pædagogerne i SOSU-skolen i Thisted.

Børnene kom fra Koldbøtten i Koldby, Snedsted Børnehave, Kernehuset i Østerild og Lerpytters Friskole og Børnehave.

De 24 studerende på grundforløbet havde stablet en legedag på benene, hvor børn og pædagogassitenter fik lov at slå sig løs i otte værksteder. Temaet var dyr og jungle.

- Vi fejrer på denne måde også vores 10 års jubilæum, fortæller leder af Home Start Thy, Rikke Kirk og fortsætter: Samtidigt gør vi PAU-eleverne bekendt med vores arbejde. Det kan vi begge få glæde af i fremtiden.

Rikke Kirk fortæller i øvrigt, at Home-Start igen søger frivillige der har lyst til at give et par timer i ugen for at hjælpe en trængt familie tilbage på sporet igen.

Efter strabadserne i de otte værksteder, var der junglebuffet som afslutning.

(PAU = Pædagogisk Assistent Uddannelse, red.)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...