Projektet som har et budget på to mio. kroner og udføres af lokale håndværkere

THISTED: Blomstertorvet har haft godt gang i forretningen de senere år.

Derfor er nu det rigtige tidspunkt til investering i fremtiden.

Det mest synlige bliver en tilbygning på 230 kvadratmeter, som er under opførelse.

Den skal give publikum en helt ny samlet butiksoplevelse, og give kulde og klimafølsomme planter tag over kronbladene.

- Vi har i to år gået med ønsket om at få bygget mod nord, for at give mere læ for både kunder og planter. Nu har vi påbegyndt projektet, som ikke kun er den nye hal. Men som også er nye indgangspartier med automatiske døre og indvendige tiltag. Blandt andet får vores nuværende indgang et større løft, fortæller indehaver Dennis Jakobsen.

Den nye bygning, som bliver en integreret del af Blomstertorvet, får indgang i begge ender.

Det er dels med direkte indgang fra den eksisterende hal, men også med udgang i den nordlige ende til den udendørs udstilling af planter og krukker.

Den nye bygning, som opføres i mursten, bliver forsynet med lystag, og store vinduespartier, så man får en fornemmelse af at være i et stort orangeri med betonflisegulv.

- Vi har i årevis været plaget af vinden, som har smidt rundt og ødelagt en masse planter, ligesom det ikke har været den bedste oplevelse for kunderne. Nu bliver det helt anderledes, med en meget mere sammenhængende butik under tag, og vores P-plads, som får nogle flere pladser, bliver helt anderledes behageligt at opholde sig på. Vores nye bygning bliver også det sted hvor vi i fremtiden vil afholde begivenheder som julestuer, siger Dennis Jakobsen, som også glæder sig over at beliggenheden i Thisted Nord er blevet stadig mere attraktiv, med en stribe nye store forretninger som naboer. Blomstertorvets nye tilbygning skal stå færdig omkring 1. april.

Projektet som har et budget på to mio. kroner og udføres af lokale håndværkere: HMC-Thisted, Thy Mesterbyg ApS og Nors El-Forretning ApS.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...