Fødselsdagen den 31. januar fejres i butikken med kaffe og kage til alle kunder og gæster

THISTED: Det var den helt rigtige beslutning at flytte Blå Kors’ genbrugsbutik fra Nørregade til det travle knudepunkt Hvass Krydset for fem år siden.

Synligheden og flottere lokaler, har betydet, at tallene for både omsætning og indtjening er mere end fordoblet.

31. januar kan butikken fejre fem års fødselsdag.

Med flytning blev pladsen til genbrugssager øget fra 400 til 1150 kvadratmeter.

Den nye placering lige ud til de trafikerede gader Ringvejen og Østerbakken har samtidigt givet en helt ny strøm af kunder, fortæller Edel Holm fra styregruppen bag butikken.

- Vi mærker nu, at mange strøgkunder kigger ind, og at vi er blevet opdaget af krejlere udenbys fra, lyder det fra Edel Holm.

Genbrugsdillen har boomet de senere år.

Det mærker man hos Blå Kors, hvor mængden af især tøj, der hele tiden strømmer ind, er stor og stigende.

- Det er utrolige mængder af tøj vi modtager. Efter hver weekend ligger der mange sække af genbrugstøj. Det giver os et stort arbejde, med at få alt det sorteret. For det er langtfra alt der kan bruges i butikken. Her er vi strikse og tager kun tager det absolut bedste.

- Alt det tøj der ikke kan bruges i Thisted, sendes til Blå Kors´ store afdeling i Aalborg. Herfra sendes det så videre ud i verden. Her i januar sender vi efter kun én måned 90 store sække overskudstøj afsted, fortæller Edel Holm.

Udover tøj modtager Blå Kors Genbrugsbutik også mange møbler og sager fra hjemmene. Det kræver folk til at sortere, rengøre og reparere. 45 frivillige er nu tilknyttet, heraf syv mænd.

Men butikken, der også henter sager ude hos folk og som har fire tøjcontainere rundt i Thy, kan sagtens bruge flere folk.

Men generelt vil ildsjælene bag Blå Kors´ butik i Thisted gerne sende det signal, at nærmest alt der indleveres til butikken finder ny anvendelse.

Man kan aflevere ting til butikken i åbningstiden. Men man kan også sætte det under halvtaget bag butikken, og møbler og store ting afhentes af butikkens lastbil.

Blå Kors-butikken i Thisteds overskud går til at hjælpe borgere med alkoholproblemer, deres børn og andre udsatte - ud fra et kristent grundlag.

Fødselsdagen den 31. januar fejres i butikken med kaffe og kage til alle kunder og gæster.

Her får lejlighed til at møde mange af butikkens 45 frivillige.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...