13 flotte biler blev kørt af 17 teams

THISTED: Lørdag var der for anden gang Thy Sæbe Kasse Rally. Et hyggeligt og meget børnevenligt racerløb i Thisted, som i år samlede flere biler end sidste år.

- Sidste år var vi 10 biler. I år er vi 13 flotte biler som bliver kørt af 17 teams. Det er dejligt at børnene og forældrene vil være med og gøre så meget ud af at lave nogle flotte biler, lød det fra stævnespeaker og en af ildsjælene bag den hyggelige actiondag for børnene, Michael Lauridsen.

Mens han speakede og fortalte om hvordan man kan lave en flot - men også billig sæbekassebil, blev der slidt på banen.

Efter tur blev de fantasifulde biler med endnu mere fantasifulde team-navne trukket frem til start-porten.

Navne som Team Candy, Rally Rødderne, Popcorns Drengene, Team Mercedes og Audi, Frække Drenge, Brombiz og Team Bonderøv.

Det handlede først og fremmest om at have det sjovt.

Men også om at skubbe den hurtigste tur rundt på banen, hvor børnene var inddelt i to aldersgrupper.

Det gode sommervejr havde trukket omkring til det træomkransede fællesområde i Thisted.

Efter nogle timers rally, blev to vindere udtrukket og publikums favoritbil blev kåret.

Løbet var i øvrigt blevet flyttet til det mere åbne grønne område. Det var en god ide, for det gav meget mere udsigt over begivenhederne banen rundt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...