Det blev noget kaotisk i sommer

VILSUND: Ved etableringen af den store rundkørsel i Vilsund, blev indkørselsforholdene til OK-tanken på grund af vejudvidelsen forringet.

Indkørslen for lastbiler blev også personbilernes indkørsel.

- Det blev noget kaotisk i sommer. Bilerne kunne ikke komme ind, når der holdt en-to lastbiler. Jeg kontaktede derfor vejmyndighederne, og alle kunne ved et besøg konstatere, at der måtte findes en bedre løsning, lyder det fra forpagteren af OK’s servicestation, Anita Leegaard.

Nu er Thisted Kommune, som er vejmyndighed for Skyumvej, gået i gang med at skabe mere plads til indkørsel til servicestationen.

En stor del af den græsklædte ”trafik-ø” der adskiller tankstationens asfaltområde med Skyumvej, bliver fjernet.

I stedet anlægges der flere indkørselsbaner, så der bliver plads til både lastbiler og personbiler, som har ærinde på OK Servicestationen.

Samtidigt bliver det nu muligt at køre ud fra OK-stationen i retning mod Skyum, uden først at skulle en tur rundt i rundkørslen.

Anita Leegaard glæder sig over at Thisted Kommune og vejmyndighederne har været lydhøre, og at projektet er gået så hurtigt og glat igennem.

Arbejdet forventes at vare en uges tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...