2. divisionsholdet fra Thisted tabte søndag 0-1 til B93

FODBOLD: Thisted FC måtte søndag se sig besejret for anden gang i 2. division i denne sæson, da B93 slog turen forbi det nordvestjyske. Hjemmeholdet havde ellers flere store muligheder for at få point med fra opgøret, men Aris Vaporakis stod forrygende i B93-målet.

Målmanden var ellers ved at gøre sig uheldigt bemærket kort inde i kampen, da han samlede bolden op udenfor feltet, men dommeren vurderede kun forseelsen til et gult kort.

På det efterfølgende frispark var Thisted-kanten Mads Vang tæt på at sikre en perfekt start. Med et velplaceret frispark i venstre hjørne skulle B93-keeperen anstrenge sig for at vippe bolden over mål.

Yao Dieudonne var med sin hurtighed også på spil ad flere omgange, men Aris Vaporakis havde ikke tænkt sig at lukke mål ind denne eftermiddag og diskede op med et par akrobatiske redninger.

Første gang B93 blev farlige var ved afslutningen af første halvleg. Jeppe Erenbjerg forsøgte sig med lumsk spark, som dykkede mod mål og ramte overliggeren.

Efter pausen var initiativet vippet over til sjællænderne. Flere store chancer blev misset på grummeste vis.

B93 fandt dog skarpheden efter en times spil. Udeholdets Oliver Carrara blev spillet fri foran mål, og han lagde sikkert bolden i kassen.

Thisted forsøgte den sidste halve time at lægge et pres, hvilket kastede flere forsøg af sig, men kvaliteten var ikke høj nok til at passere gæsternes målmand, og derfor snuppede B93 sejren.

Thisted FC er nu placeret på 6. pladsen med et point ned til Dalum IF.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...