Hanstholm-Thisted-Sydthy Auto og Dækservice A/S, med afdelinger i Hanstholm, Thisted og i Bedsted, skifter navn

THY: Hanstholm-Thisted-Sydthy Auto og Dækservice A/S, med afdelinger i Hanstholm, Thisted og i Bedsted, skifter navn til: Auto Q.

Det begyndte med dæk i 1978.

Siden kom autoreparationer til, som nu har overhalet omsætningen på dæk.

Hanstholm-Thisted-Sydthy Auto og Dækservice A/S har derfor besluttet at skifte navn til det mere mundrette: Auto Q.

- Tiden var kommet til, at vi fik et nyt navn. Et navn som signalerer ”auto”. For værkstedsdelen i alle vore tre afdelinger er vokset i omfang - især de seneste fem år. Den udgør nu to-tredjedele af vores forretning. Vi ønsker også med det nye navn, hvor ”Q” står for Quality (kvalitet), at signalere, at vi er et topmoderne værksted med erfaring og det nyeste testgrej til alle biltyper. Også til de eksklusive biler, som vi får flere og flere af på vore værksteder, siger direktør og indehaver Anders Stignæs, og fortsætter:

- Uanset at vi får nyt navn, så ændres der ikke på det vi tilbyder vore kunder. Det vil stadig være samme kendte gode service på vore tre værksteder. Der bliver heller ikke ændret på noget når det gælder dæk. Kunderne kan få ordnet dæk og hjul, hvor de plejer, og stedet hvor kundernes dæk opbevares er den samme. Det nye firmanavn og logo vil i januar dukke op på facader, pylonskilte og brevpapir - alt er gjort klar.

I forbindelse med navneskiftet til Auto Q vil ikke kun skilte og brevpapir blive fornyet.

Bygninger har fået en renovering, den nye hjemmeside www.autoq.dk er klar, og det samme er det nye arbejdstøj.

Når det gælder store dæk til landbrug og industri, så vil det fortsat være fra Hanstholm, under Hanstholm Dækservice, at aktiviteten foregår.

Herfra vil de servicelastbiler der laver udekørende dækservice også udgå fra.

Et forretningsområde, som der vil i øvrigt satses mere på, med tre servicebiler og et endnu større lager af de dæktyper og størrelser, som kunderne har behov for.

Auto Q beskæftiger 11 mekanikere og ni dækmontører.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...