De 250 billetter til Fashion Showet i Teatersalen sælges fra lørdag 7. september

THISTED: De 250 billetter til Fashion Showet i Teatersalen blev sidste år revet væk på få timer.

Derfor prøver arrangørerne at lave lidt ekstra ud af starten på billetsalget i år.

- Vi har sammen med Cafe Baghuset lavet en event lørdag 7. september kl. 9, hvor billetterne bliver budt ud til salg. Så vil man være sikker på billetter, så er det en god lejlighed til et lille cafe-besøg, siger PR-ansvarlige for arrangementet, Karin Østergaard.

Fashion Showet er arrangeret af de to modebutikker Sebedeje og Baronessen sammen med Cafe Baghuset, SOHO hairstyling, Brillehuset og Din Blomsterhåndværker.

Publikum kan godt forvente et heftigt show helt på oppe på mindst samme niveau som sidste år, fortæller Karin Østergaard.

Det bliver med 15 modeller der viser sidste mode frem på det pyntede podie.

Der udleveres igen en tapasbag med lækkerier fra Baghuset og rosevin. Der bliver flere sketches til at løsne smilebåndene med Susanne Serup, indehaver af Baronessen og Peter Christiansen, medejer af Baghuset.

- Der bliver udlodninger af en kæmpe bunke gevinster, og aftenens hovedindslag fremføres af Søren Vester, designer og moderne bonderøv, kendt fra TV. Hans show hedder ”Sjov på kommando”. Det bliver en fantastisk aften. Showet vil vare omkring 2 1/2 time, lyder det fra Karin Østergaard.

De billetter der eventuelt ikke bliver solgt ved lørdagssalget, kan efterfølgende købes hos de medvirkende butikker: Baronessen, Sebedeje, Baghuset og SOHO.

Årets Fashion Show 2019 er 1. oktober i Thisted Musikteater.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...