Søndag aften blev heksen sendt af sted og madpakkehuset indviet

NORS: Ved søndagens sankthans i Nors, var folk samlet.

Dog ikke kun for at sende heksen til Bloksbjerg og synge farvel til de lyse nætter.

For byens borgerforening fandt, at det var den perfekte anledning til at indvie byens nye madhus i Parken. Det deltog flere end 300 Nors-borgere i.

En opbakning der helt overvældede borgerforeningen og det såkaldte ”Aktiv Netværk” i Palletten, der sammen havde stablet aftenen på benene.

220 voksne og 80 børn havde indskrevet sig til spisningen af spidsstegt pattegris.

Flere kom til, da provst og tidligere præst i Nors, Henning Sørensen, holdt båltalen og da det store bål blev tændt mod den lyse sommerhimmel.

- Det er da fantastisk, at vi kan samle så mange fra Nors på denne skønne sommeraften, lød det fra Kristian Amby, medlem af borgerforeningens bestyrelse.

- Vi har også gjort meget for at det skulle blive en god aften, blandt andet med gratis flæskesteg til alle. Jeg er sikker at arrangementet har boostet fællesskabet i Nors. Jeg har i hvert fald set mange af de nye borgere i byen, blandt blandt andet nogle af de folk fra Østeuropa der er flyttet til. Det er da dejligt at mødes i vores dejlige park, siger Kristian Amby.

Aftenens fællesspisning var delvis sponseret af Spar Nors, med et overskud af en handelsdag for et par år siden, der gav 7800 kroner til en borgerforeningsaktivitet.

- Nu har vi bygget det 112 kvadratmeter store madpakkehuset - meget er gjort med frivillig arbejdskraft. Der mangler stadig lidt før det er helt færdigt. Men det bliver snart ordnet, så Nors folk kan bruge huset midt i Parken, siger Kristian Amby.

Parken ligger på dét jordlod, der blev ”ingenmandsland”, og som Nors fik overdraget, da omfartsvejen blev etableret.

Her er der nu skabt en stor grøn rolig oase, til gavn for hele byen, med fællesarealer i den etablere skov, sø, fodboldbaner, bålplads, legeplads, stort fælleshus og borde/bænke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...