Ny samarbejdspartner er fra Thy

THISTED: Når Alive Festivalen 15. til 17. august åbner indgangen til det indhegnede festival område ved Christiansgave i Thisted, bliver det for 11. gang.

Musikfestivalen der kun er vokset år for år havde sidste år 2600 gæster på pladsen og i år forventes yderligere 200, da billetsalget går strygende, og er 14 dage foran i forhold til sidste år.

Nu gearer festivalledelsen også op for niveauet på alt det materiel, der skal bruges for at afvikle en succesfuld festival. For første gang benyttes en lokal leverandør, idet Alive Festivalen har skiftet til Thy-firmaet Gear Up Green.

- Det gør vi, fordi festivalgæsterne i dag kræver bedre forhold, når det gælder logistikken - ikke mindst når det kommer til toiletter. Her har Gear Up Green bare et bedre tilbud med flotte træk og skyl toiletter. - - Men generelt har Gear Up Green en masse førstekvalitetsgrej, som vi kan bruge til at skabe en endnu bedre festival, siger medlem af Alive-ledelsen Christian Søndergaard Nielsen og forklarer, at man samtidigt ønsker at benytte lokale kræfter til at skabe Alive Festivalen.

- Vores nye samarbejde med Jesper Kjær Andersen og Gear Up Green har allerede medført en god sparring, hvor vi har fået fordele af hans erfaring til en bedre placering på pladsen af festivalens enheder. - - Og det allerbedste er, at skulle der ske noget der kræver hurtigt hjælp, så er Gear Up Green kun en kort køretur væk.

For Jesper Kjær Andersen og Gear Up Green er det en ekstra fjer i hatten, at det lokale samarbejde er kommet i stand.

- Jeg synes at Alive Festivalen er en unik og meget hyggelig festival - meget anderledes end så mange andre festivaler. Kan vi være med til at opgradere Alive Festivalen, så dens gæster en endnu bedre oplevelse i Thy, så skulle det bare glæde os, siger Jesper Kjær Andersen.

Gear Up Green får blandt andet opgaven med at levere tre km hegn, toiletvogne, spildevandsløsninger, køle-frys vogne, lys og el-løsninger.

Alive Festivalen har et budget på omkring tre mio. kroner. Filosofien bag festivalen er, at der ikke skal genereres et stort overskud hvert år. Festivalen ønsker i stedet at bruge mest muligt af indtægterne på indkøb af musik, og at festivalens gæster, hvoraf 60 procent kommer udefra, er glade, når de forlader Thisted.

En stribe navne til Alive 2019 er allerede på plads. Et af hovednavnene bliver Benal, der ”væltede Roskildefestivalen 2018”, men også Elba, Artigeardit, Selma Judith, Boy Azooga (UK), Hjalte Ross og Athletic kommer i anlægget.

500 hjælpere er i sving til de tre dages musik under elmetræerne i Christiansgave.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...