Flertal i regionsrådet har afsat 2,5 mio. kr. i 2020-budgettet

THY-MORS: Forligspartierne bag Region Nordjyllands budget for 2020 har besluttet, at der skal afsættes 2,5 mio. kr. til en deldøgnsdækkende akutlægebil i Thisted. Der er tale om et stort løfte i trygheden for borgerne i Thy og Mors, mener regionrådsformand Ulla Astman Nielsen (S):

- Vi har besluttet, at vi nu vil etablere en akutlægebil i Thisted. Dermed sikrer vi den vestlige del af regionen en hurtigere lægehjælp i akutte situationer, ligesom den lægefaglige behandling i højere grad kan sættes i gang på ulykkesstedet. Jeg er rigtig glad for, at forligspartierne er blevet enige om vigtigheden af at opjustere, siger Ulla Astman i en pressemeddelelse fra regionen.

Beslutningen er blevet truffet i forbindelse med fastlæggelse af regionens budget for 2020, som alle partier har tilsluttet sig med undtagelse af Det konservative folkeparti. Ifølge regionsrådsformanden er det naturligt, at akutlægebilen nu etableres i Thisted, da regionen i forvejen har oprustet og udbygget hele regionens dækning over længere tid, med bl.a. akutbil i Hjørring og paramedicinerbiler.

Akutlægebilen kommer til at indeholde avanceret behandlingsudstyr, der gør, at behandlingen af patienten kan startes, så snart akutlægebilen ankommer. Bilen sendes altid sendes afsted sammen med en ambulance. Akutlægebilen er bemandet med en akutlæge, der er narkosespeciallæge og en paramediciner. Akutlægen kan - sammen med ambulancepersonalet - begynde behandlingen af kritiske patienter på skadesstedet og fortsætte behandlingen på vej til sygehuset. Paramedicineren er fører af bilen og kan assistere akutlægen, når patienten behandles.

Den endelige fordeling i løbet af et døgn er endnu uafklaret, men det er besluttet, at paramedicinerbilen i Thisted fortsat er i drift i de perioder på døgnet, hvor lægebilen ikke er i beredskab. Det er tidligere blevet besluttet politisk, at Region Nordjylland fra 2020 selv skal stå for driften af akut-, paramediciner- og akutlægebiler. Det er dermed også regionen, der skal stå for hele driften af den nye akutlægebil i Thisted. Akutlægebilen vil få base på sygehuset i Thisted.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...