Sjældent, at en fodboldklub kan hylde en person, der har været aktiv igennem hele 50 år

NORS: Det hører absolut til sjældenhederne, at en sportsklub kan hædre en ildsjæl, der har været aktiv i bestyrelse og udvalg i 50 år. Men Nors Boldklub har Jens Yde, som har været klubmand i Nors, siden han var 17 år.

Lørdag 2. november blev han fejret på behørig vis af klubben - og af de mange, der har arbejdet sammen med legenden i Nors BK. Jens Yde har siddet i hovedbestyrelse og Nors BK’s fodboldudvalg i alle årene. Derudover har han bl.a. været træner, kampfordeler, stævnearrangør, aktiv ved fodboldskole og dommer, og som det mest selvfølgelige følger han Nors BK’s kampe tæt.

Jens Yde er altid på stadion, spiller stadig fodbold og er kendt af alle i Nors:

- Hans betydning for Nors BK er bare så stor - han kan ikke roses for meget. Han har betydet alt, siger formand for Nors BK Preben Gravesen, som også talte for Jens Yde ved den reception, klubben holdt lørdag:

- Han er i den grad stadig aktiv og har i 50 år været involveret i stort set alt, når det gælder fodbold i Nors. Det kan han ikke takkes for meget for, lød det fra formanden.

Omkring 100 var med til at fejre Jens Yde. Det var nogle af de mange, der har arbejdet sammen med ham omkring de gul-blå, og DBU var også repræsenteret. Til sidst ved receptionen kom klubbens førsteholdspillere ind efter kampen og var med til at hylde den nu 68-årige ildsjæl. Som gave fik Jens Yde en fotocollage med højdepunkter fra hans indsats for Nors BK. Det blev også til et rejsebevis til Jens og hans kone.

Men nok lige så vigtigt for 50-års-jubilaren fik han en gul-blå Nors BK-trøje med påtrykt ”Æresmedlem - Yde”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...