En 74 år gammel DC 3, også kendt som C-47 Dakota gæstede lufthavnen i Tved

TVED: Onsdag var der prominent besøg i Thisted Lufthavn. En 74 år gammel DC 3, også kendt som C-47 Dakota, var et smut i Thy med en flok passagerer.

Passagererne er alle medlemmer af DC 3 Vennerne, som er den forening, der holder DC 3 flyet i luften.

Flyet er den eneste DC 3 i Danmark der stadig flyver.

DC 3 er en af flyvehistorien mest berømte og vigtige fly, og er blevet bygget siden 1935 i 10.000 styk.

Men det var under krigen at flyet blev legendarisk, og spillede en helt central rolle i D-dagen i Normandiet 1944.

Senere blev flyet igen civilt og var central i opbygningen af den luftfart vi i dag kender, fortæller formand for DC 3 Vennerne Henrik Hugger.

- Vores fly, som har kendingsbogstaverne OY-BPB, er bygget i 1943 som nr. 3406 fra fabrikken i Long Beach, Californien. Det blev efter krigen først militærfly i Norge, senere civilt rutefly i Danmark i SAS med navnet "Terje Viking".

Det var igen militærfly i det danske Flyvevåben indtil 1982, hvorefter flyet blev overdraget til Foreningen For Flyvende Museumsfly, som ejer flyet i dag.

- Vi flyver mange ture med medlemmer af vores forening. For vi må kun flyve med medlemmer. Vi er en tur i Hanstholm med 18 passagerer, som skal op og se bunkersmuseet i Hanstholm.

Flyet forlod lufthavnen onsdag eftermiddag og fløj tilbage til Roskilde, hvor flyet holder til.

Det danske DC 3 fly får i øvrigt en central rolle i fejringen af 75 års jubilæet af D-Dagen 1944. Her skal flyet sammen med 40 andre DC 3, flyve i formation fra England til Caen, under D-Dags markeringen i Normandiet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...