Succesfuld integration kræver både arbejde, nysgerrighed, selvironi og humor

NORS: Journalist og forfatter Abdel Aziz Mahmouds kommer til Nors 30. januar, for at fortælle om hvordan succesfuld integration kræver både arbejde, nysgerrighed, selvironi og humor.

De fleste kender Abdel Aziz Mahmoud fra fjernsynet, hvor han har været tv-vært på programmer som TV Avisen, Basta og Aftenshowet. Netop nu er han aktuel som medvært på Radio24syv-programmet Shitstorm.

Ved foredraget i Nors Hallen fortæller han om integration med udgangspunkt i sin egen historie og hans anmelderroste bog ”Hvor taler du flot dansk!” og giver et humoristisk og bevægende indspark i debatten om integration af udlændinge.

Under foredraget fortæller Abdel blandt andet om sin families kamp for at lykkes i Danmark.

Om rejsen fra Libanon til asylcenteret i Holte og turen videre til Ølstykke via Middelfart.

Om opvæksten som førstegenerationsflygtninge i et Danmark, der forandrede sig undervejs.

Om forældrenes forventninger til deres førstefødte søn som prøvekanin i det danske samfund samt hans syn på racisme og hvorfor han sjældent trækker racismekortet. ?Helt grundlæggende hiver Abdel sine tilhørere med ind i privaten: Hvorfor er det tragikomisk konstant at blive rost for sin fine udtale.

Og hvordan var det at opleve sin mors mere eller mindre desperate forsøg på at lære de danske naboer at kende?

Bogen ”Hvor taler du flot dansk!” vandt i 2017 Berlingske og Danmarks Biblioteksforenings fælles litteraturpris; Læsernes Bogpris.

Billetter til foredraget koster 150 kroner plus gebyr og kan købes på www.thyevent.dk.

Hvis man ønsker at deltage i spisning inden foredraget, kan der købes spisebilletter til 100 kroner ved henvendelse til Ingrid Ottesen på ingrid@mvb.net.

Abdel gæster Nors Hallen onsdag den 30. januar klokken 19-21.

Arrangør er foreninger i Nors.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...