Hotel og Restaurant Havbadet åbner 27. marts ved havstokken

VORUPØR: En corona-aflyst tur til New York - fik i stedet parret Lene Nørgaard og Thomas Kold fra Aarhus til at rette ferieblikket mod Vorupør.

Et sted, de kender, og som de har besøgt flere gange.

Nu har parret forelsket sig så meget i Vorupør, at det også skal være stedet for deres store fælles projekt Hotel og Restaurant Havbadet, som åbner 27. marts ved havstokken.

Restauranten får plads til 120 gæster indendørs og 150 på den store terrasse.

Hotellet får otte store dobbeltværelser - alle med vid udsigt over hav og mole.

Havbadshotellet får også en sportsbar og lounge ”VØ-Stuen” på 140 kvadratmeter lige under restauranten, tilknyttet med en nybygget trappenedgang.

- Vi ville lave et restaurant/hotelprojekt sammen. Og vi havde egentlig kig på Spanien som det helt rigtige sted. Men i sommerhuset i Vorupør besluttede vi i stedet, at vi ville være en del af den udvikling der sker i Vorupør. Vi fik hurtigt en lejeaftale for lokalerne i Havstokken og så er det egentlig gået stærkt siden, fortæller Lene Nørgaard og Thomas Kold.

- Vi glæder os helt vildt til at åbne. Vi har markedsført os i de store aviser på Sjælland og Fyn, og det har i hvert fald bekræftet os i, at der er kæmpe interesse for at komme til Vorupør. Vores hotel kan, allerede inden åbning, melde totalt udsolgt i 2021, med i alt 1600 overnattende gæster over sommeren, fortæller Thomas Kold.

Han har et CV, hvor der står mere end hotelejer på.

Han er også en del af restaurantkæden ”Tortilla Flats” med fem restauranter i Danmark og kalder sig selv entreprenør og eventarrangør, blandt som arrangør af koncerter i Aarhus.

- Vi vil gerne at Hotel og Restaurant Havbadet bliver et hyggeligt mødested for alle, sommergæster, surfere og ikke mindst lokale. Hvor man kan få sig et godt måltid mad, måske udenfor på vores store terrasse i solnedgangen, eller hænge ud med en drink eller kop kaffe i VØ-stuen, som indrettes med storskærm, til sportsbegivenheder. Vi holder hele indretningen af Hotel og Restaurant Havbadet i ”Nordisk look”, og maden vi serverer er klassisk god dansk mad, tilberedt af vore kokke. Det bliver helt uden pommes-frites. Til gengæld bliver det til rigtig fornuftige priser. Og så får vi også Danmarks største kobber-fadølsanlæg, fortæller Thomas Kold.

Der bliver åbent fra marts til slut september.

Men også længere om behovet er der.

Hotel og Restaurant Havbadet er nu i gang med at ansætte personalet, som bliver på omkring 20, heraf fire-fem kokke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...