Advokaterne Sankt Knuds Torv åbner afdeling i Thy Huset med thyboen Louise Kassentoft Windfeld ved bordenden

TILSTED: 11. juni åbner Advokaterne Sankt Knuds Torv, landets største advokatkontor inden for familie- og arveret, nyt advokatkontor i Thisted, og det bliver med en thybo: Louise Kassentoft Windfeld ved bordenden.

Louise Kassentoft Windfeld er fra Nors, og har med bopæl i Thy, pendlet med toget til Aarhus de seneste tre år.

Nu bliver hun afdelingsleder for det aarhusianske advokatfirmas Thy-afdeling.

Nu får hun ikke kun kortere vej til arbejde. Thyboerne får også et advokatkontor med speciale i arve- og familieret.

Louise Kassentoft Windfeld vil gerne være hele familiens advokat.

- Jeg vil gerne hjælpe helt almindelige familier og mennesker, siger hun.

Selvom Louise Kassentoft Windfeld bor og har tilknytning til området, så er det ikke eneste grund til at Aarhus-advokatfirmaet etablerer sig i Thy.

- Thy er i en rivende udvikling, og der bliver taget rigtig mange gode og spændende initiativer både på kultursiden, erhvervssiden og iværksætteriet blomstrer. Vi oplever en stor tilgang af klienter fra Thy og Mors, og med et kontor i Thisted kan vi bedre servicere vores klienter fra området, fortæller partner og advokat Ulrik Grønborg.

- Jeg synes, at det er fantastisk, at vi i Thy har kunnet tiltrække landets største familieretskontor. Det er en sejr for alle os i Thy, at de store firmaer også kan se, hvor meget værdi og potentiale, der er i området. Derudover får thyboerne nu også adgang til advokatbistand fra et specialistkontor, lyder det fra Louise Kassentoft Windfeld, som fortsætter:

- Det er min ambition at bringe specialist-viden til vores fantastiske område. Når man vælger mig, får man en advokat, der kender lokalområdet, men samtidig har kompetencerne fra landets største advokatkontor inden for familie- og arveret. Jeg er både som thybo og advokat meget glad og stolt over, at Advokaterne Sankt Knuds Torv har valgt at satse på Thy, og jeg glæder mig utrolig meget til at byde nye og gamle klienter velkomne i Thisted.

Thy-afdelingen får til huse i Thy Huset i Tilsted.

En lokation som Louise Kassentoft Windfeld glæder sig til at flytte ind i.

- Jeg har kigget på rigtigt mange lejemål i Thisted. Men det blev i Thy Huset, hvor jeg glæder mig til at blive en del af det inspirerende hus - fyldt med initiativ, energi og engagement.

Louise Kassentoft Windfeld er i dag også ekstern lektor i familie- arveret på Aarhus Universitet, hun har læst mastermodulet i dødsbobehandling og dødsbobeskatning på Copenhagen Business School, efteruddanner andre advokater i familie- og arveret og fra 11. juni er hun afdelingsleder af Advokaterne Sankt Knuds Torvs kontor i Thisted.

Firmaet har også en afdeling i Aalborg. Den åbnede i 2017.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...