Tager med til England, når cykelrytteren er til VM i Harrogate

ØSTERILD: Søndag afsluttes årets verdensmesterskaber i cykling i engelske Harrogate i Midtengland.

Cykelfans fra hele verden strømmer i denne uge til for at give deres lokale cykelhelte support.

Østerild skal naturligvis også støtte sit bysbarn, Michael Valgren Hundahl, som er blandt de otte danske ryttere, som på søndag skal forsøge at skaffe VM-regnbuestriberne til Danmark.

Derfor pakkede 48 borgere, stort set alle fra Østerild, kufferten og drog fredag afsted med bus - kursen sat mod Billund Lufthavn og tre tætpakkede dage med cykelløb, fodbold og sikkert også nogle pints på nogle lokale pubber.

Søndag venter der Valgren & co. 285 benhårde kilometer.

Østerild-supportgruppen er klar ved ruten.

Mor Gitte og far Søren og alle de andre udklædte Østerildborgere er klar. Michael Valgrens kone Sissel støder til gruppen i Liverpool, hvor der skal overnattes alle dage.

- Vi skal først til fodboldkamp i Stoke, nogle dagen efter se mere fodbold i Liverpool andre skal shoppe. Efter argentinsk steakhousebesøg går turen mod Harrogate og VM i cykling søndag klokken 6.30. Først et sted midt på ruten senere ved mål. Her håber vi at se Michael i den regnbuefarvede trøje, lyder det til sidst fra Gitte Valgren.

Mændenes 285 km lange løb på søndag begynder kl. 9.40 og slutter 16.40 - syv timer i sadlen.

Østerildfolkene har i øvrigt selv organiseret turen med hjælp en lokal erfaren rejsearrangør.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...