Dansk Berner Sennen Klub holdt i weekenden 40 års jubilæum på Hanstholm Camping

HAMBORG: Hundeelskere fra Danmark, Tyskland, Finland, Norge og Irland satte i weekenden hinanden stævne på Hanstholm Camping.

Her fejrede den danske Berner Sennen Klub sit 40 års jubilæum med dobbelt udstilling og præmiering.

Omkring 150 udstillere og andre Berner Sennen liebhavere havde valgt at slå sig ned på campingpladsen for at følge med i programmet.

Blandt dem var også stifteren af klubben, Jens Utke Ramsing fra Fredensborg.

Han tog i begyndelsen af 1970’erne forhandlingerne med Dansk kennel Klub om at stifte en egentlig forening kun for Berner Sennen.

- Dengang var racen jo ikke så udbredt i Damark. Og når vi holdt udstilling på Charlottenlund Travbane, så kom der tre hunde - heraf var de to fra Sverige. I dag er racen meget mere udbredt. Og i modsætning til andre familiehunde, så oplever vi ikke nedgang, fortæller Jens Utke Ramsing.

Selv fik han sin første Berner Sennen i 1969. Hans første kuld kom i 1971.

At klubben holdt sit jubilæum i Hanstholm er især den lokale avler Peter Uno Andersens fortjeneste.

Og han var henrykt - over vejret.

- Se engang et vejr, vi har. Det er jo perfekt. Og så i Thy på den her tid af året.

13.000 kroner og venteliste

Peter Uno Andersen har avlet Berner Sennen i mange år. Og også han fortæller, at efterspørgslen er høj.

- Der er faktisk venteliste på ægte Berner Sennen med stamtavle. Faktisk er de solgt lige så hurtig, som vi får dem, fortæller han.

Prisen for denne milde familiehund er 13.000 kroner.

- Prisen er lidt højere for udenlandske kunder, da der skal nogle ekstra vaccinationer til, tilføjer han.

Weekenden gik med indløb og shows og præmiering af hundene. Det foregik pr. køn og årgang både lørdag og søndag.

Dommerne var Eva Liljekvist Borg fra Sverige og Helen Davenport-Willis fra Storbritannien.

- I forbindelse med jubilæet har vi valgt at gøre noget ekstra ud af afslutningen. Vi kalder det for den store Berner Sennen Jubilæums finale.

Her vil en hemmelig dommer komme og bedømme alle bedst placerede hunde ra de to dage. Så kårer vi en 40 års jubilæums vinder inden vi tager hjem, fortæller stifteren Jens Utke Ramsing.

Og folk, der bare af nysgerrighed kiggede forbi Hanstholm Camping kunne forvisse sig, at hundene har et mildt væsen.

Yderst sjældent blev der gøet - det er de for magelige til, skønt der var over 100 hunde samlet på et lille sted.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...