I år har hun fejret 60-års-fødselsdag og 50-års-jubilæum som musiker

SJØRRING: Billetsalget er nu åbnet til en koncert i Sjørring Kirke onsdag aften 11. september med Michala Petri - årets P2-kunstner 2019 - på blokfløjte, akkompagneret af Lars Hannibal, oplyser organist Annette Boch Pedersen. Billetterne koster 150 kr. og kan købes på ticketmaster.dk - der er 200 pladser. Koncerten er et samarbejde mellem menighedsrådene for Tilsted og Sjørring-Skjoldborg.

I foråret fejrede Michala Petri både sin 60-års-fødselsdag og 50-års-jubilæet for sin første offentlige koncert, og efterfølgende valgte DR hende så som ”årets P2-kunstner”. Hun er et fænomen i dansk musikliv:

- Som blokfløjtevirtuos har hun i et halvt århundrede udforsket blokfløjtens natur, lød det fra P2-redaktør Esben Tange, som fortsatte:

- Med utrættelig energi har hun stillet sig i spidsen for en udvikling af instrumentets repertoire - fra musik inspireret af oprindelig musik i det fjerne østen - til helt ny klassisk musik.

Det er på en efterårsturné sammen med sin mand 1992-2010 og mangeårige duopartner Lars Hannibal, hun besøger Sjørring. I dag danner hun par med den færøske komponist Sunleif Rasmussen.

Programmet i Sjørring Kirke byder på musik fra forskellige perioder med specielt fokus på folkemusikkens inspiration af den klassiske musik. Undervejs fortæller Michala Petri om musikken og guider publikum igennem koncerten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...