Søndag holdt STRANDET sin fjerde plastindsamling i år

HANSTHOLM: Søndag holdt STRANDET - iværksættervirksomheden for genanvendelse af ”strand-plast” i Vorupør - sin fjerde plastindsamling i år.

Det skete på dele af stranden mellem Hanstholm og Klitmøller, hvor der ligger meget plastaffald.

Selv om kun 12 strandsamlere tog mod tilbuddet om at bruge et par timer for en renere strand og natur, så var resultatet bekymrende.

For det blev til 130 kilo plast fra stranden på den korte tid.

Én familie samlede i løbet af halvanden time: 55 kilo plastik på en strækning på kun kun 500 meter.

Det var engangsflasker, dunke, plast-reb, plaststykker fra fiskekasser, deodorantdåser, sko, mange rester fra balloner og hundredvis af farvede reb-rester.

På P-pladsen mellem Hanstholm og Klitmøller blev affaldet vejet, sorteret og stillet i sække til afhentning af Thisted Kommune.

Kun en lille del af strand-plastaffaldet kan genbruges.

- Det er fordi det meste af den indsamlede plast endnu ikke kan anvendes, som det er. Fordi i dag er det meste plast et masseprodukt vi ikke kender sammensætningen af. Men noget plast kan genbruges, siger Jens Jørgensen og Julie Müller fra STRANDET i Vorupør, og fortsætter:

- Vores projekt er at genbruge plast fra stranden. Men også at sætte fokus på alt det plast der er endt i havet og på strandene, og undgå at den havner der. At engagere og skabe bevidsthed hos os alle sammen, så vi ændrer vores adfærd. Det kan vi ved mere fornuftigt indkøb, og ved at agere med fornuft hele vejen rundt - også industrien. Men vi ønsker også at fortælle industrien, at plast skal håndteres på en anden og klogere måde end nu. Plast er egentlig et godt produkt. Men det kræver at plasten fremstilles, så den kan genbruges. Der gør den langt fra i dag.

Vi genbruger nu en del af plasten som vi har fået ind fra strandene. Men det skal op på en industriel skala før det for alvor får en effekt. Det arbejder vi også for, lyder det fra de to iværksættere der har etableret sig i den gamle tankstation i Vorupør.

I løbet af ugen afhenter kommunen så de gule og klare sække.

Desværre bliver hovedparten af det indsamlede plastaffaldet brændt.

Men tiden arbejder imod en bedre og klogere løsning på plastproblemet i naturen. Det prøver de to unge fra Vorupør i hvert fald at rette op på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...