70 sangere bliver klar til søndagens gospelkoncert i Thisted

0
Eric B. Turner viser gospelvejen for 70 sangere fra Nordjylland. Søndag præsenteres resultatet. Foto: Ole Iversen
Af Ole Iversen

70 gospelsangere, både erfarne og nybegyndere, fra hele Thy og omegn har i weekenden været under instruktion og inspiration af en af de helt store inden for gospel, nemlig Eric B. Turner, gospelsanger, multikunstner og baptist-pastor fra Ohio, USA. Han er i Thy for at give en anderledes gospeloplevelse til gospelsangerne, der har meldt sig til workshoppen, som er arrangeret af Thy Gospel.

En workshop, der skal munde ud i en koncert søndag, hvor publikum får resultatet af to dages hårdt arbejde at se og høre, når en af de store inden for den livsbekræftende musik har vist vejen.

– Jeg vil ikke høre jer give det bedste. I skal hver gang, I synger, give alt, hvad I har. I er hver især unikke. Der er ingen i hele verden, der kan det, I kan. Nogle kan synge det samme som jer og måske bedre. Men ingen kan synge som I – I er specielle, lød det messende fra mesteren, der har sunget med store stjerner som Maria Carey.

10 timers intens masterclass med Eric B. Turner, hvor hans egne otte sange og arrangementer skulle indøves. Næsten ukendt materiale for alle, også for de mest øvede af sangerne.

– En inspirerende weekend med en mand, der har noget på hjerte. To dage med fællesskabet omkring gospelsangen, hvor glæden ved at være sammen om et fællesprojekt er i centrum, lød det fra formanden for Thy Gospel Susanne Vigsø Møller, der fortsatte:

– Vi har også fået hele fortællingen om gospel, om de seks stilarter inden for gospel, nemlig hymns (salmer.red), spirituals/anthems, traditional, contemporary urban, praise & worship. Og så er vi alle spændt på den sidste, som er gospel-hiphop. Det er nyt og spændende og helt sikkert noget, ikke så mange af os har prøvet før. Jeg tror, der venter en spændende koncert for publikum.

Sagde Susanne Vigsø Møller, der fået Eric B. Turner til Thisted med egen pianist takket være en stribe sponsorer. Overskuddet fra arrangementet går til Homestart Thisted. Koncerten, hvor Thy Gospel også viser Eric B. Turner og publikum, hvad koret kan, er søndag kl. 15 i VUC’s flotte kantine på Munkevej i Thisted. Der kan købes billetter ved døren.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close